Hvad er psykomotorik / afspændingspædagogik
Som psykomotorisk terapeut arbejder jeg med:
- Mennesker i alle livsfaser: Spædbørn, børn, unge, voksne, ældre, gravide og kvinder som lige har født.
- Sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering, pædagogisk formidling, undervisning og behandling.
- Enkeltpersoner, hvor den afspændingspædagogiske behandling består af manuelle blide greb af muskulaturen, samt relevante øvelser tilpasset den enkelte – og samtale.
- Holdundervisning, hvor motion forenes med fokus på kropsbevidstheden og hvor der tages hensyn til deltagernes ressourcer og evner. Herunder også specialhold for mennesker med særlige problemer. Det kan være gigtlidelser, ondt i ryggen, fibromyalgi (”muskelgigt”), urininkontinens eller psykisk betonede problematikker.
Kropsbevidsthed og afspændingspædagogik:
- Kropsbevidsthed er viden om egen krop, samt evnen til at mærke dennes funktioner, tilstand, muligheder og behov. Fx muskulaturens spændingstilstand, kroppens dimensioner, styrke, bevægelsesmuligheder og temperatur etc.
- Vi bruger vores kropsbevidsthed når vi mærker smerte, spændinger, sult, træthed, fryser/sveder, korrigerer vores holdning, ændrer arbejdsstilling mm.
- Altså en objektiv og målbar viden samt en evne til at mærke disse kropslige signaler og sanseindtryk.
- Vi bruger også vores kropsbevidsthed når vi mærker vores krop reagere fysiologisk på følelsesmæssige påvirkninger og tilstande.
- Disse reaktioner kan fx være svedige hænder, hjertebanken, hurtigt åndedræt, sug i maven, svimmelhed og varme mv.
- Ved at være bevidst om kroppens tilstand, så kan man være i stand til at handle på de signaler den sender.
- I den afspændingspædagogiske behandling arbejdes hen imod at styrke kropsbevidstheden. En slags hjælp til selvhjælp, hvor evnen til selvregulering styrkes og egne ressourcer aktiveres.
- Jo mere viden og evne til at mærke sig selv, jo større mulighed for at handle på egen situation.
Om kropsbevidsthed og stressbehandling hos Afspændingspædagoger:
- I den afspændingspædagogiske behandling er samtalen et vigtigt led. Det er vigtigt at være i stand til at sætte ord på sine kropslige fornemmelser og tankerne omkring dem. Både så de bliver en integreret del af ens bevidsthed – netop som et led i at arbejde med og udvikle kropsbevidstheden, og også for at klient og behandler på optimal vis kan samarbejde for klientens velbefindende.
- Krop og psyke hænger sammen. Tanker, følelser og handlinger er altid forbundet med kroppen.
- Følelsesmæssige tilstande, oplevelser og tanker huskes i kroppen.
- Stress, angst, mindreværdsfølelse etc. kan sætte sig som bl.a. smertefulde muskelspændinger og fordøjelsesproblemer og uro til natten.
- Afspændingspædagogen arbejder netop med det hele menneske og inddrager klientens livsvilkår, oplevelser, følelser og tanker i den fysiske behandling.
Læs evt. mere på www.dap.dk, hvor der findes meget mere information